Paraplyhylster og transportmidler

Hej med jer
Tak for alle jeres poster. De er blevet modtaget med smil og glæde. Og således opmuntret vil jeg fortælle lidt om denne uge og weekends oplevelser
Det er jo altid svært med en følgningspost, så hold jer ikke tilbage med kritik, hvis I overhovedet kommer igennem.
Ugen på kontoret har været meget hård. Jeg har været alene med 4-6 japanere og har skullet forstå hvordan japanske bank fungere og derefter har jeg forklaret dem hvordan Corebank(CB) (det er vores produkt) kan hjælpe med at løse deres krav. Det er svært. De har svært ved at forklare sig, da de ser verdenen på et noget anden måde og jeg har lave løsningen på stedet.
Nå det foregår på denne måde:
(hvis I hellere vil læse om weekend så bare spring afsnittet over. Omend jeg ikke kan love at det bliver mere spændende af den grund.)
De har sendt en masse krav til os, men kun i form af overskrifter og uden særlig meget forklaring. Der starter dagens møde så.
De forklarer for eksempel om et opsparingsprodukt og jeg spørger og spørger og alt muligt. Hvilke kunder kan få konto med dette produkt, hvordan skal renten beregnes, hvordan skal gebyrerne beregnes, hvor mange penge må kunde sætte ind, hvordan kan kunden hæve pengene igen, hvordan kan pengene hæves med bankbog eller hævekort, hvordan skal kontoen se ud i bankens regnskab og hvilke oplysning skal skattevæsenet have?
Jeg må ofte alle de her oplysninger ud af dem, da de slet ikke har tænkt på dem. Det er her de taler sammen på japansk i 10-30 minutter per spørgsmål.
Men jeg bliver nødt til at vide alle kravene for kunne finde ud af hvad CB kan eller ikke kan for det her produkt. Alt det CB kan skal jeg forklare dem og alt det CB ikke kan er krav som jeg skal forholde mig til og fortælle og det er dyrt eller billigt af få CB til at kunne gøre det.
Det er faktisk i al sin enkelthed hvad jeg gør 8 - 10 timer om dagen på engelsk altså. Og med tegninger og eksempler da det er nem måde at kommunikere på.
Men heldigvis blev det fredag og jeg var klar til en fredagsøl. Men på vej ud af døren spurgte IBM om jeg ikke ville med ud af spise. Kun mig og så et par stykker af dem, blandt andet en af deres øverste projektchefer. Det kan man ikke sige nej, så kl. 20.00 mødte jeg op igen.
(bare rolig jeg nåede min fredagsøl, mens jeg svarede poster fra kontoret)
De var forsinkede, så den blev 21 inden de var klar. Vi tog til en restaurant([ http://www.doremiman.com/ ]http://www.doremiman.com/) hvor de serverer okonomiyaki. Man sidder rundt om en stor stegeplade, som kokken laver maden på. Meget fornøjeligt om end tøjet kommer til at lugte en del.
Jeg tror gerne at de/han ville have talt lidt mere om arbejdet, men der var for meget støj og uro. Så vi hyggede bare og spiste og drak til den store guld medalje. Jeg kunne ikke finde medaljen om fredag i stedet havde jeg noget hovedpine. J
Hov, jeg har helt glemt at jeg til frokost fik japansk fondue. Samme koncept, bare med en kraftig suppe med alle grøntsagerne ned i, i stedet for olie. Ret lækkert. Her er et link (http://www.ushikou-honten.co.jp/,
som heller ikke er på engelsk, beklager).
Torsdag regnede det her. De, japanerne altså, har et meget afslappet forhold til regn og det virker som om de er ret van(d)t til det. På hotellet og i kontorbygningen står der, men kun når det regner, et parablyhylsteraggregat og et parablyaflåsningboxstativ.
Det første består af et hul hvor paraplyen placeres og presses ned igennem. Derved kommer spisen af paraplyen i kontakt med en aflang smal plastikpose (hylsteret eller parablykondomet) og hylsteret trækkes hele vejen op over paraplyen. Nu drypper den ikke længere. Når denne procedure er overstået skal den hen i et stativ med mange små rum og hvert rum har sin nøgle og så kan man låse paraplyen inden i kontoret tiden og låse den ud igen, når man går hjem. Så trækkes paraplykondomet af igen og smides ud i den til formålet placerede paraplykondomsspraldespand. Ret smart. Sådan nogle opfindelser står fremme næste alle steder, men kun når det regner.
Måske skulle jeg begynde en import til Danmark.
En anden af deres opfindelser er toilet med indbygget varme i sædet og indbygget bidet med diverse skylnings muligheder. Det kræver faktisk en lille manual for at gå på toilettet. Man skal sidde ned for at bruge det, om end jeg må indrømme at jeg afprøvede det ved bare at holde sædet nede.
Det var ikke smart. Faktisk fik jeg lavet et mindre springvand og der var vand i hele baderren incl. Mig selv. Gør det aldrig, sid ned altid. Også mænd!!
Jeg har i øvrigt overvejet at gå ned i kælderen på hotellet for at se deres jordskælvssikring eller måske skulle jeg bede om at se deres jordskælvs-smileys. Det må da være noget for sikkerhedsstyrelsen i Danmark også.
Her i weekenden har jeg været på sightseeing uden at se noget. Ja, det er faktisk lidt mærkeligt, men næsten sandt. Lørdag morgen kl. 8 og med førnævnte hovedpine mødtes jeg med 3 kolleger og vi skulle til Hakone (en by 70 km syd for Tokyo) for at se byen og mest af alt se bjergene og se Mont Fuji
[Image]
Men turen blev en
’lad-os-se-hvor-mange-transportmidler-vi-kan-nå-at-bruge-på-en-dag-rundt-i-Japan-uden-at-se-ret-meget’
dag. Svaret er 10. Først subwayen til togstation og derfra et gammelt bumle tog fra Tokyo til Hakone (. Det var et bumletog, selvom de kalder det et limited express. Men sådan er det. Alle tog er express tog, men nogle er mere express end andre. Måske var det noget for DSB også. Nå vi kom til byen og tog et bjerg opad og vejret var stadig godt. Det er ret vigtigt, når man skal se på bjerge. Her skiftede vi så til et kabel tog, som bliver trukket op af bjergside. Nu begyndte det at regne let. Forenden af det tog var der er gondol og nu glædede vi os meget for nu skulle vi se bjergtagende udsyn og flotte landskaber. Men JMI (DMI i DK) var ikke helt enige for nu regnede det en del og det var ret tåget, så vi kunne ikke se noget. En ny lift skulle bringe os ned på den anden side, men vejrmanden var ikke blevet i bedre humør, så udsynet var stadig begrænset til ca. 10 m og det er ikke nok når nu Mt. Fuji er 50 km væk og jorden under os var
15 meter væk. Ruderne i begge lift duggede desuden også så det var noget skuffende. Nu skulle ve så med båd, men den sejlede som vi kom ned til og selvom vi råbte ad den, så vente den ikke om. De har sikkert heller ikke kunnet forstå det vi råbte. Vi tog i stedeten bus for nu ville vi bare hjem. Vi fandt en bus og efter 40 min. i blandt sovende japanere kom vi tilbage til stationen.
Sovende japanere, ja det er faktisk lidt besynderligt. I alle de transporteringer vi var i så var der sovende japanere. Salget af sovepiller må være minimalt herovre. Bare sæt dig ind i bus, tog, lift, bil (men pas lidt på, hvis du selv kører), står der nærmere på recepten.
Nu var så må med express-express toget tilbage til Tokyo. Toget var da også 30 min hurtigere end bumletoget. På vejen hjem fandt vi på at vi skulle drikke nogle drinks og hvorfor ikke begynde en af de mest berømte barer. Nemlig den fra Lost in Transaction. Den ligger på 52 etage. Vi måtte bruge 2 elevator derop, (af regnskabsmæssig hensyn besluttede vi dog kun af tæller dem med som en, da der jo var tale om samme type transport middel.), og sikke et hotel og sikker en bar og sikke en udsigt. Hov ja vejret var blevet lidt bedre og det hjælper når det er en byen og dens lys, man skal se. Det var fantastisk.
[Image]
Aldrig har jeg været i en flottere bar og aldrig har jeg haft så behageligt en udsigt mens jeg drak min whisky (Suntory, naturligvis).
Priserne var fuldt på højde med placeringen, så vi nøjes med to drinks hver og hjem i en taxa.
Dermed kom vi op på 10 forskellige transportmidler på en dag uden at se ret meget, men dog til sidst fulde af oplevelser (eller også at drinks).
Jeg håber at I alle har det godt.
Knus til jer alle
Jeg savner jer
Jakob
PS. Sofie og jeg har fået nye spisebordsstole, så glæd jer til næste gang i kommer på besøg.