onsdag den 24. maj 2006

Japan, part 1

Hej med jer,
Så er jeg sørme kommet til den opgående sols land igen. For første gang er jeg her i sommerperioden, så jeg er lidt spændt på hvor varmt og især fugtigt det bliver.
Mandag og i dag tirsdag er det meget fint med temperatur på ca 20c. Men ifølge pålidelige kilder så kan det bliver rigtig meget varmere og meget fugtigt. Faktisk så fugtigt at det nok kan betegnes som regn. Nå, men nu må jeg jo vente og se.
Turen herovre gik fint og flot. Piloten fløj direkte uden svinkeærinder, uheld eller forsinkelser og da jeg faktisk næsten sad på skødet af ham, så kunne jeg også hurtigt have grebet ind, hvis der skete noget. Men heldigvis var min indgriben ikke nødvendigt og kunne endda sove 4 timer undervejs. Bussen til hotellet gik 5 minutter efter at jeg kom igennem tolden, så jeg var på hotellet kl. 11.00. Nu er det jo altid sjovt at ankomme til et hotel og blive mødt med et ’Welcome back, Mister Nielsen, how are you?’. Efter at have pakket lidt ud, chekket mails, spist frokost ude, måtte jeg lige have en lille 1½ times morfar for at blive klar igen.
Kaffe på Tully’s hvor det igen var ’Welcome back, Mister Nielsen, how are you?’. Glimrende kaffe, næsten lige så god som på ’Valdefemtilhøjre’.
Derefter stod den på arbejde resten af aftenen indtil kl. 23.00. Så var jeg også putteklar igen. Sikken dag.
Sikke noget griseri
med alt det tisseri
(som vi siger i Jylland når man kommer til at nyse, mens man er på
toilettet)
Nå, så er det blevet onsdag efter en tirsdag som lignede mandagen, bare uden at checke ind på hotellet og uden jet lag. Det er varmt og fugtigt og jeg har smidt jakken, selvom om morgenen på vej til kontoret. Det er sikkert en overtrædelse af en eller anden lov, men jeg gider ikke svede så meget. Desuden overtræder jeg sikkert dagligt en helt masse andre regler, så som at pudse næse udenfor toilettet, drikke kaffe mens jeg går og mens jeg er i toget, udelade at bukke i den korrekte vinkel for de lokale. Så jeg står nok til en mindre bøde eller måske bare en tiltale.
Det ser ud til at vi skal flytte kontoret ned til den byen som banken bor i. Den hedder Mishima og ligger noget sydpå. Det bliver spændende at se noget nyt og andet af Japan. Vi skal nok flytte på søndag og bliver så der for resten af perioden. Men mere om det senere.
Jeg savner jer alle, landet, byen
Smil og korrekt buk til og for jer alle
Jakob

Ingen kommentarer: