ej med jer,
Ja, det er lidt underligt, men nu er jeg på vej tilbage til Japan igen.
Det er ikke med min gode vilje, ja rettelig er det slet ikke med min vilje. Jeg har det alt for i København i nærheden af Sofie og det er et meget stort savn ikke at være i nærheden af min allerbedste støtte, afhængighed og kærlighed.
Men desværre vil mine arbejdsgivere det anderledes. Jeg er dog ikke sikker på at det kan fortsætte sådan her.
Nå, men her sidder jeg i flyet på vej ovre Sibirien i 10.000 meters højde og er logget på som på en almindelig dag på kontoret. Alle omkring sover og det larmer noget, men ellers er det som normalt. Bortset fra naturligvis at jeg ikke plejer at være så højt oppe! Det er meget smart, men også lidt farligt da det jo går ud over min søvn. Men jeg kan jo altid sove når jeg bliver gammel. Her vil nogen nok hæve at jeg så snart skal sove lidt, men bevares det tager jeg med oprejst pande og lukkede øjne!
I dag fik jeg laks med pastinak, rensdyrmedaljon og ost. Meget fin servering på denne flyvning. Undervejs har jeg nydt en New Zealandsk Sauvignon Blanc og en Chianti- Ikke dårligt for en meget højt flyvende restaurant. Kaffe er dog stadig ikke noget at skrive hjem om (det gør jeg jo så netop alligevel).
Ikke mere for nu. Jeg slutter med at glæde jer over at Il Azuro vandt igen og er videre til kvartfinalen og det er vi mange der er glade for.
Ha det godt, hold humøret højt og smil til naboen, kollegaen, konen, manden, købmanden, politimanden, kæresten, stewardessen og piloten
Jeres ærbødigste, højtflyvende søn, svigersøn, ven, kollega
jakob
mandag den 26. juni 2006
mandag den 12. juni 2006
Japan part3, vejret og bussen
Hej med jer alle sammen
Nu skal jeg snart hjem, så det her er nok den sidste post i denne omgang.
Nu skal jeg jo snart herovre igen, så der er vel grund til at tro at der kommer mere senere, men altså det er først når JEG HAR VÆRET HJEMME.
Men jeg skylder lidt svar og så er der nok også etellerandet som jeg skal berette om.
Først til vejret. I fredag blev det officielt regnvejrsæson og sandelig om de ikke har styr på det. Det p...... hele fredagen og planen er at det bliver det ved med i en måneds tid. Ikke noget med bare lidt regn hist og pist, nej, man kan jo lige så godt gøre det ordentlig, så det er heldagsregn. Fredagen holdt planen. Endda så meget at vi havde svært ved at stå ved vores bar og få hos en fredagsøl. Det er verdens mindste bar.
Der kan stå 4 mænd ved siden af hinanden, altså ikke-japanske, så er tallet 5 eller 6.
Og et skridt bagud så er man ude igen. Så med regn er det lidt svært, men bare rolig vi er jo lidt rutinerede, så det lykkedes at få tømt et par glas uden at de blev fortyndet alt for meget. Resten af fredagen var japansk med en masse lækre småretter, øl og sake. Vi (mest mig) skulle jo holde os vågne til WM. Og det lykkedes da også. Men som Sofie kan bekræfte så er en lille lur undervejrs nogen gange meget svært at undgå. Især efter
12 timer på arbejde, en enkelt eller 2 fadøl (hov, nej måske var det 3 eller 4...). Men jeg så de først 3 mål og så måtte jeg overgive mig ved 02. tiden og læse resten på nettet dagen efter.
Nå, men tilbage til vejret. Lørdag holdt det tørt og vi håbede ligesom at regnvejret havde fået lyst til at være uartig. Men nej, nej søndag p......
det ned igen. Men i dag mandag er det bare Moshi atsui = fugtigt og varmt.
Men lørdag tog vi (Peter og jeg) til Atami med 2 mål. 1. Vi skulle bade i stillehavet og vi skulle i Onsen (=hot springs(=varme kilder fra det indre af jorden(altså måske ikke helt inden fra midten, men fra det lag under os hvor der er meget moshi atsui))) (hvis der er nogen matematik kyndig, så håber jeg at antallet af ( )’er korrekte)
Vi klarede begge dele. Det første var lidt koldt, men efter et par minutter, så var det dejligt. Det andet var ret varmt, men igen efter et par minutter, så gik det. Omend vi blev ret varme (som jeg vist har skrevet før, så ved jeg lidt mere om hvordan rejer og hummere må føle det) og så blev jeg helt utrolig ren. Jeg har nok ikke være så ren siden 4.
klasse hvor jeg tog 1000 meter svømmemærket. Kun et blandet alle svømmemærkerne, som siden blev påsyet min badedrenge, så jeg lignede sikkert en omvandrende reklame for DanskSkoleSvømning. Hvorefter jeg glemt både bukser og mærker en dag i Skanderborg svømmehal!!. Så nu har jeg faktisk ingen beviser for at jeg kan svømme.
Tilbage til vejret, nå nej, tilbage til undertrøjerne og sokkerne (I husker nok min møntvaskerioplevelse). Det passer altså sammen, så de er ikke krympet. Det var lidt rart. Jeg er heller ikke krympet, hvilket også er fin. Ja, ja jeg ved godt at jeg skrev om min tynde mave, men det har åbenbart ikke noget med vægten at gøre. I hvert fald er der ikke problemer med at holde en gennemsnitsvægt på 85K. Starttidspunktet for beregningen står lidt hen i det uvisse.
Tilbage til – den daglige bustur. Banken har været så flink at placere deres IT-center oppe på et bjerg. Så hver morgen skal vi med en bus, som banken sørger for. Både for os, og for alle de andre. Turen tager en 35 minutter og så da set ok, hvis ikke det var fordi nogen af os er højere end 170. (faktisk 186cm på en god dag). Sæderne er så små og med så lidt plads i mellem at jeg tror faktisk at kun Frodo og Sam ville føle sig tilpas (+ selvfølgelig de andre ansatte). Derudover er bussen ikke udstyret med FDM-godkendte støddæmpere og da den også foretage en hel del uregelmæssig og meget overraskende både sving og bremsemanøvre, så er turen på arbejde noget af en prøvelse. Jeg har faktisk overvejet et nyrebælte, så bliver de da siddende hvor de skal. Turen derop er dog ingenting at regne for tuen ned igen. Sving, opbremsninger, stød og rystelser som i Dæmonen i Tivoli med benene under hagen, efter en lang dag med banken er ikke lige sjovt. Og hvis ikke man har hovedpine og kvalme inden, så har man det helt sikkert efter de 35 40 minutter ned turen tager. Så ikke nok med at vi skal igennem 9 timer møde med banken, så skal vi altså også sidde i dæmonen+rutsjebanen+detdererværre i 2xenhalvtimestid hver dag. (enhver tur med HT er den rene limousine kørsel) Og så tror mine chefer at jeg lige kan arbejde et par timer mere i løbet af aftenen. Ja, det gør jeg jo, men der går lige en ½ times tid med at få de indre organer på plads og så få hjernen og øjne til at fokusere igen. Så måske forstår I når jeg siger at det er lidt hårdt.
Nå, mine kære familie og venner ikke mere vrøvl fra mig i denne omgang.
Tak for alle jeres breve retur, de hjælper med at holde humøret oppe og længslen stangen
Kys, smil og tak for opmærksomheden
Jeres udsending i riget i øst
Nu skal jeg snart hjem, så det her er nok den sidste post i denne omgang.
Nu skal jeg jo snart herovre igen, så der er vel grund til at tro at der kommer mere senere, men altså det er først når JEG HAR VÆRET HJEMME.
Men jeg skylder lidt svar og så er der nok også etellerandet som jeg skal berette om.
Først til vejret. I fredag blev det officielt regnvejrsæson og sandelig om de ikke har styr på det. Det p...... hele fredagen og planen er at det bliver det ved med i en måneds tid. Ikke noget med bare lidt regn hist og pist, nej, man kan jo lige så godt gøre det ordentlig, så det er heldagsregn. Fredagen holdt planen. Endda så meget at vi havde svært ved at stå ved vores bar og få hos en fredagsøl. Det er verdens mindste bar.
Der kan stå 4 mænd ved siden af hinanden, altså ikke-japanske, så er tallet 5 eller 6.
Og et skridt bagud så er man ude igen. Så med regn er det lidt svært, men bare rolig vi er jo lidt rutinerede, så det lykkedes at få tømt et par glas uden at de blev fortyndet alt for meget. Resten af fredagen var japansk med en masse lækre småretter, øl og sake. Vi (mest mig) skulle jo holde os vågne til WM. Og det lykkedes da også. Men som Sofie kan bekræfte så er en lille lur undervejrs nogen gange meget svært at undgå. Især efter
12 timer på arbejde, en enkelt eller 2 fadøl (hov, nej måske var det 3 eller 4...). Men jeg så de først 3 mål og så måtte jeg overgive mig ved 02. tiden og læse resten på nettet dagen efter.
Nå, men tilbage til vejret. Lørdag holdt det tørt og vi håbede ligesom at regnvejret havde fået lyst til at være uartig. Men nej, nej søndag p......
det ned igen. Men i dag mandag er det bare Moshi atsui = fugtigt og varmt.
Men lørdag tog vi (Peter og jeg) til Atami med 2 mål. 1. Vi skulle bade i stillehavet og vi skulle i Onsen (=hot springs(=varme kilder fra det indre af jorden(altså måske ikke helt inden fra midten, men fra det lag under os hvor der er meget moshi atsui))) (hvis der er nogen matematik kyndig, så håber jeg at antallet af ( )’er korrekte)
Vi klarede begge dele. Det første var lidt koldt, men efter et par minutter, så var det dejligt. Det andet var ret varmt, men igen efter et par minutter, så gik det. Omend vi blev ret varme (som jeg vist har skrevet før, så ved jeg lidt mere om hvordan rejer og hummere må føle det) og så blev jeg helt utrolig ren. Jeg har nok ikke være så ren siden 4.
klasse hvor jeg tog 1000 meter svømmemærket. Kun et blandet alle svømmemærkerne, som siden blev påsyet min badedrenge, så jeg lignede sikkert en omvandrende reklame for DanskSkoleSvømning. Hvorefter jeg glemt både bukser og mærker en dag i Skanderborg svømmehal!!. Så nu har jeg faktisk ingen beviser for at jeg kan svømme.
Tilbage til vejret, nå nej, tilbage til undertrøjerne og sokkerne (I husker nok min møntvaskerioplevelse). Det passer altså sammen, så de er ikke krympet. Det var lidt rart. Jeg er heller ikke krympet, hvilket også er fin. Ja, ja jeg ved godt at jeg skrev om min tynde mave, men det har åbenbart ikke noget med vægten at gøre. I hvert fald er der ikke problemer med at holde en gennemsnitsvægt på 85K. Starttidspunktet for beregningen står lidt hen i det uvisse.
Tilbage til – den daglige bustur. Banken har været så flink at placere deres IT-center oppe på et bjerg. Så hver morgen skal vi med en bus, som banken sørger for. Både for os, og for alle de andre. Turen tager en 35 minutter og så da set ok, hvis ikke det var fordi nogen af os er højere end 170. (faktisk 186cm på en god dag). Sæderne er så små og med så lidt plads i mellem at jeg tror faktisk at kun Frodo og Sam ville føle sig tilpas (+ selvfølgelig de andre ansatte). Derudover er bussen ikke udstyret med FDM-godkendte støddæmpere og da den også foretage en hel del uregelmæssig og meget overraskende både sving og bremsemanøvre, så er turen på arbejde noget af en prøvelse. Jeg har faktisk overvejet et nyrebælte, så bliver de da siddende hvor de skal. Turen derop er dog ingenting at regne for tuen ned igen. Sving, opbremsninger, stød og rystelser som i Dæmonen i Tivoli med benene under hagen, efter en lang dag med banken er ikke lige sjovt. Og hvis ikke man har hovedpine og kvalme inden, så har man det helt sikkert efter de 35 40 minutter ned turen tager. Så ikke nok med at vi skal igennem 9 timer møde med banken, så skal vi altså også sidde i dæmonen+rutsjebanen+detdererværre i 2xenhalvtimestid hver dag. (enhver tur med HT er den rene limousine kørsel) Og så tror mine chefer at jeg lige kan arbejde et par timer mere i løbet af aftenen. Ja, det gør jeg jo, men der går lige en ½ times tid med at få de indre organer på plads og så få hjernen og øjne til at fokusere igen. Så måske forstår I når jeg siger at det er lidt hårdt.
Nå, mine kære familie og venner ikke mere vrøvl fra mig i denne omgang.
Tak for alle jeres breve retur, de hjælper med at holde humøret oppe og længslen stangen
Kys, smil og tak for opmærksomheden
Jeres udsending i riget i øst
søndag den 4. juni 2006
Mere Mishima
Hejsan (den blev hvis lidt lang, men I må gerne læse den i flere afsnit)
Så er projektet skudt rigtigt igang. Vi har i dag fredag været til det officielle kick-off møde med banken, IBM og os. 135 folk var tilstede og det er kun dem der er involveret i den her del af projektet. Alle de dyre drenge fra banken var der inklusiv 3. øverste bank direktør og IBM world wide’s projekt chef.
Selve mødet var ualmindeligt formelt og planlagt. Vi havde forudbestemte pladser og vi blev bedt om at være på plads 20 minutter før start, så mødet kunne starte til tiden.
2 i 10 kom en af de dyre drenge fra banken og alle japanere rejste sig og bukkede og bukkede. 2 over 10 kom så de øverste folk og igen var der masser af bukken og bukken og ohayo gosarimas som er godmorgen, højtærede chef. Det vil sige at ohayo er godmorgen og gosarimas er høflig tiltale form, som bruges overfor chefer og kolleger med højere rang og overfor fremmede.
Som det måske fremgår så er det her et meget stort projekt. Udover de 135 folk er der mindst 200 andre IBM folk og andre som også er involveret.
Hvis de lykkes vil projektet sætte helt ud standard for bank systemer i Japan. Den anslåede projekt pris er på et sted mellem 150 og 200 millioner $!
Så hvad gør en lille dansker fra Lindholm der? Ja, det er godt spørgsmål og jeg er da også tit i tvivl. Men de regner vel med at jeg kan svare på et spørgsmål her og der og finde ud af hvordan en bank fungere her. Nu må vi se. Jeg gør mit bedste og heldigvis er der jo mindst 134 andre at give skylden hvis det gør galt!!
Lille i denne sammenhæng er mere fra et global synspunkt; altså 1 ud af 6 mia folk. Ikke hverken højde eller vægt her matcher stort set samtlige 134 med undtagelse af et par amerikaner.
Så har jeg lige set tvalavisen. Det er godt nok smart med det internet og jeg tror at vi kan konstatere at det ikke bare var en dille fra 90’erne.
Men det er da hyggeligt sådan 10.000 km væk fra eventyrlandet at kunne se og høre Divya Das fortælle om vejret i pinsen. Så kan jeg forhåbentlig se et par vm fodboldkampe med dansk kommentator. Iøvrigt er fodbold ret stort herovre. Japan er jo med og der er ret mange der skal se det og som snakker om det. Desværre komme kampene lidt sent, faktisk bliver de vist live klokken 22.00 og 1 og 4 om natten (eller på japansk klokken 25 og 28!). Så muligvis er der flere af bankfolkene der møder lidt trætte op.
Så er jeg jo ikke den eneste.
Nå, nu skal jeg lige tilbage til Tokyo og holde møde hele tirsdagen sammen med en anden japansk bank!! Så det er tidligt op og med toget og så møde hele dagen og hjem sikkert sent tirsdag aften. Puuhh, jeg tror at det bliver lidt hårdt. Men det gode er jo at jeg så kan få ordentlig kaffe hos Tully’s. Hurra.
I dag, søndag, har vi været på tur med et par stykker fra banken og fra IBM. De hentede os kl. 11.00 i 2 store biler og så det af sted rundt og se omegnen. Meget spændende og meget flot. Her er fyldt med bakker og småbjerge og i baggrunden er Mt. Fuji. Det flotteste af alle bjerge i Japan. Og det er flot. Det hævet sig majestætisk op over alle de andre og ligner et vulkanbjerg på en prik. (nu er det jo også det det er, så det er
heldigt.) Desværre var der lidt dis foran, men jeg kunne se sneen på toppen. (mon det er sneen der gør at det altid er koldt på toppen?)
I juli skulle det være muligt at komme helt på toppen, så måske skulle jeg prøve det.
Nu til noget helt andet og meget mere grusomt. I Japan er det konformiteten der er styrende. Man må endelig ikke skille ud og således er venstrehåndet ikke velset, ja faktisk nærmest pinligt. Så man ser ikke noget af dem. Det skyldes jo ikke noget genetisk, men simple tvang og tortur. En af mine kolleger kunne fortælle at en af hans japanske venner havde et stort rundt ar på venstre hånd lige mellem tommel og pegefingeren. Det var ar efter at faren brændte ham med en cigaret hver gang han kom til at bruge den ’forkerte’ hånd. Det er utroligt at det hele samfund kan være så extremt. Ikke ligefrem rart at vide.
Til slut vil jeg bare lige fortælle om gårdagens vaskedag. Vaskerierne, altså dem som vasker tøj for dovne folk som mig, vasker ikke undertøj, uanset hvor meget man tikker og be’r. Så jeg og min kollega Peter (ham jeg var i Tyskand med sidste år) måtte på mønten. Det viste sig at være rigtig nemt, billigt og hyggeligt. Det eneste der var lidt underligt var at vi ikke havde nogen mulighed for at bestemme vaske temperatur eller valo mængde (for yngre læsere: Valo er vaskepulverET). Hverken i vasken eller i tørre fætteren var der noget der mindede om grader, så jeg håber bare at mine underdrenge og dertilhørende trøjer ikke er blevet til størrelse small og mine sokker ikke er skrumpet til str. 38. Det får jeg at se i morgen tidlig. Fortsættelse følger....
Med denne teaser vil jeg slutte og håbe at I stiller ind en anden gang, så jeg kan få lov at berette om livet og oplevelser her i landet med den opgående sol, flotte landskaber og uden venstrehåndede
Knus, smil og de bedste og fleste tanker herfra til jer alle
Jakob
Så er projektet skudt rigtigt igang. Vi har i dag fredag været til det officielle kick-off møde med banken, IBM og os. 135 folk var tilstede og det er kun dem der er involveret i den her del af projektet. Alle de dyre drenge fra banken var der inklusiv 3. øverste bank direktør og IBM world wide’s projekt chef.
Selve mødet var ualmindeligt formelt og planlagt. Vi havde forudbestemte pladser og vi blev bedt om at være på plads 20 minutter før start, så mødet kunne starte til tiden.
2 i 10 kom en af de dyre drenge fra banken og alle japanere rejste sig og bukkede og bukkede. 2 over 10 kom så de øverste folk og igen var der masser af bukken og bukken og ohayo gosarimas som er godmorgen, højtærede chef. Det vil sige at ohayo er godmorgen og gosarimas er høflig tiltale form, som bruges overfor chefer og kolleger med højere rang og overfor fremmede.
Som det måske fremgår så er det her et meget stort projekt. Udover de 135 folk er der mindst 200 andre IBM folk og andre som også er involveret.
Hvis de lykkes vil projektet sætte helt ud standard for bank systemer i Japan. Den anslåede projekt pris er på et sted mellem 150 og 200 millioner $!
Så hvad gør en lille dansker fra Lindholm der? Ja, det er godt spørgsmål og jeg er da også tit i tvivl. Men de regner vel med at jeg kan svare på et spørgsmål her og der og finde ud af hvordan en bank fungere her. Nu må vi se. Jeg gør mit bedste og heldigvis er der jo mindst 134 andre at give skylden hvis det gør galt!!
Lille i denne sammenhæng er mere fra et global synspunkt; altså 1 ud af 6 mia folk. Ikke hverken højde eller vægt her matcher stort set samtlige 134 med undtagelse af et par amerikaner.
Så har jeg lige set tvalavisen. Det er godt nok smart med det internet og jeg tror at vi kan konstatere at det ikke bare var en dille fra 90’erne.
Men det er da hyggeligt sådan 10.000 km væk fra eventyrlandet at kunne se og høre Divya Das fortælle om vejret i pinsen. Så kan jeg forhåbentlig se et par vm fodboldkampe med dansk kommentator. Iøvrigt er fodbold ret stort herovre. Japan er jo med og der er ret mange der skal se det og som snakker om det. Desværre komme kampene lidt sent, faktisk bliver de vist live klokken 22.00 og 1 og 4 om natten (eller på japansk klokken 25 og 28!). Så muligvis er der flere af bankfolkene der møder lidt trætte op.
Så er jeg jo ikke den eneste.
Nå, nu skal jeg lige tilbage til Tokyo og holde møde hele tirsdagen sammen med en anden japansk bank!! Så det er tidligt op og med toget og så møde hele dagen og hjem sikkert sent tirsdag aften. Puuhh, jeg tror at det bliver lidt hårdt. Men det gode er jo at jeg så kan få ordentlig kaffe hos Tully’s. Hurra.
I dag, søndag, har vi været på tur med et par stykker fra banken og fra IBM. De hentede os kl. 11.00 i 2 store biler og så det af sted rundt og se omegnen. Meget spændende og meget flot. Her er fyldt med bakker og småbjerge og i baggrunden er Mt. Fuji. Det flotteste af alle bjerge i Japan. Og det er flot. Det hævet sig majestætisk op over alle de andre og ligner et vulkanbjerg på en prik. (nu er det jo også det det er, så det er
heldigt.) Desværre var der lidt dis foran, men jeg kunne se sneen på toppen. (mon det er sneen der gør at det altid er koldt på toppen?)
I juli skulle det være muligt at komme helt på toppen, så måske skulle jeg prøve det.
Nu til noget helt andet og meget mere grusomt. I Japan er det konformiteten der er styrende. Man må endelig ikke skille ud og således er venstrehåndet ikke velset, ja faktisk nærmest pinligt. Så man ser ikke noget af dem. Det skyldes jo ikke noget genetisk, men simple tvang og tortur. En af mine kolleger kunne fortælle at en af hans japanske venner havde et stort rundt ar på venstre hånd lige mellem tommel og pegefingeren. Det var ar efter at faren brændte ham med en cigaret hver gang han kom til at bruge den ’forkerte’ hånd. Det er utroligt at det hele samfund kan være så extremt. Ikke ligefrem rart at vide.
Til slut vil jeg bare lige fortælle om gårdagens vaskedag. Vaskerierne, altså dem som vasker tøj for dovne folk som mig, vasker ikke undertøj, uanset hvor meget man tikker og be’r. Så jeg og min kollega Peter (ham jeg var i Tyskand med sidste år) måtte på mønten. Det viste sig at være rigtig nemt, billigt og hyggeligt. Det eneste der var lidt underligt var at vi ikke havde nogen mulighed for at bestemme vaske temperatur eller valo mængde (for yngre læsere: Valo er vaskepulverET). Hverken i vasken eller i tørre fætteren var der noget der mindede om grader, så jeg håber bare at mine underdrenge og dertilhørende trøjer ikke er blevet til størrelse small og mine sokker ikke er skrumpet til str. 38. Det får jeg at se i morgen tidlig. Fortsættelse følger....
Med denne teaser vil jeg slutte og håbe at I stiller ind en anden gang, så jeg kan få lov at berette om livet og oplevelser her i landet med den opgående sol, flotte landskaber og uden venstrehåndede
Knus, smil og de bedste og fleste tanker herfra til jer alle
Jakob
Abonner på:
Opslag (Atom)
