Mere Mishima

Hejsan (den blev hvis lidt lang, men I må gerne læse den i flere afsnit)
Så er projektet skudt rigtigt igang. Vi har i dag fredag været til det officielle kick-off møde med banken, IBM og os. 135 folk var tilstede og det er kun dem der er involveret i den her del af projektet. Alle de dyre drenge fra banken var der inklusiv 3. øverste bank direktør og IBM world wide’s projekt chef.
Selve mødet var ualmindeligt formelt og planlagt. Vi havde forudbestemte pladser og vi blev bedt om at være på plads 20 minutter før start, så mødet kunne starte til tiden.
2 i 10 kom en af de dyre drenge fra banken og alle japanere rejste sig og bukkede og bukkede. 2 over 10 kom så de øverste folk og igen var der masser af bukken og bukken og ohayo gosarimas som er godmorgen, højtærede chef. Det vil sige at ohayo er godmorgen og gosarimas er høflig tiltale form, som bruges overfor chefer og kolleger med højere rang og overfor fremmede.
Som det måske fremgår så er det her et meget stort projekt. Udover de 135 folk er der mindst 200 andre IBM folk og andre som også er involveret.
Hvis de lykkes vil projektet sætte helt ud standard for bank systemer i Japan. Den anslåede projekt pris er på et sted mellem 150 og 200 millioner $!
Så hvad gør en lille dansker fra Lindholm der? Ja, det er godt spørgsmål og jeg er da også tit i tvivl. Men de regner vel med at jeg kan svare på et spørgsmål her og der og finde ud af hvordan en bank fungere her. Nu må vi se. Jeg gør mit bedste og heldigvis er der jo mindst 134 andre at give skylden hvis det gør galt!!
Lille i denne sammenhæng er mere fra et global synspunkt; altså 1 ud af 6 mia folk. Ikke hverken højde eller vægt her matcher stort set samtlige 134 med undtagelse af et par amerikaner.
Så har jeg lige set tvalavisen. Det er godt nok smart med det internet og jeg tror at vi kan konstatere at det ikke bare var en dille fra 90’erne.
Men det er da hyggeligt sådan 10.000 km væk fra eventyrlandet at kunne se og høre Divya Das fortælle om vejret i pinsen. Så kan jeg forhåbentlig se et par vm fodboldkampe med dansk kommentator. Iøvrigt er fodbold ret stort herovre. Japan er jo med og der er ret mange der skal se det og som snakker om det. Desværre komme kampene lidt sent, faktisk bliver de vist live klokken 22.00 og 1 og 4 om natten (eller på japansk klokken 25 og 28!). Så muligvis er der flere af bankfolkene der møder lidt trætte op.
Så er jeg jo ikke den eneste.
Nå, nu skal jeg lige tilbage til Tokyo og holde møde hele tirsdagen sammen med en anden japansk bank!! Så det er tidligt op og med toget og så møde hele dagen og hjem sikkert sent tirsdag aften. Puuhh, jeg tror at det bliver lidt hårdt. Men det gode er jo at jeg så kan få ordentlig kaffe hos Tully’s. Hurra.
I dag, søndag, har vi været på tur med et par stykker fra banken og fra IBM. De hentede os kl. 11.00 i 2 store biler og så det af sted rundt og se omegnen. Meget spændende og meget flot. Her er fyldt med bakker og småbjerge og i baggrunden er Mt. Fuji. Det flotteste af alle bjerge i Japan. Og det er flot. Det hævet sig majestætisk op over alle de andre og ligner et vulkanbjerg på en prik. (nu er det jo også det det er, så det er
heldigt.) Desværre var der lidt dis foran, men jeg kunne se sneen på toppen. (mon det er sneen der gør at det altid er koldt på toppen?)
I juli skulle det være muligt at komme helt på toppen, så måske skulle jeg prøve det.
Nu til noget helt andet og meget mere grusomt. I Japan er det konformiteten der er styrende. Man må endelig ikke skille ud og således er venstrehåndet ikke velset, ja faktisk nærmest pinligt. Så man ser ikke noget af dem. Det skyldes jo ikke noget genetisk, men simple tvang og tortur. En af mine kolleger kunne fortælle at en af hans japanske venner havde et stort rundt ar på venstre hånd lige mellem tommel og pegefingeren. Det var ar efter at faren brændte ham med en cigaret hver gang han kom til at bruge den ’forkerte’ hånd. Det er utroligt at det hele samfund kan være så extremt. Ikke ligefrem rart at vide.
Til slut vil jeg bare lige fortælle om gårdagens vaskedag. Vaskerierne, altså dem som vasker tøj for dovne folk som mig, vasker ikke undertøj, uanset hvor meget man tikker og be’r. Så jeg og min kollega Peter (ham jeg var i Tyskand med sidste år) måtte på mønten. Det viste sig at være rigtig nemt, billigt og hyggeligt. Det eneste der var lidt underligt var at vi ikke havde nogen mulighed for at bestemme vaske temperatur eller valo mængde (for yngre læsere: Valo er vaskepulverET). Hverken i vasken eller i tørre fætteren var der noget der mindede om grader, så jeg håber bare at mine underdrenge og dertilhørende trøjer ikke er blevet til størrelse small og mine sokker ikke er skrumpet til str. 38. Det får jeg at se i morgen tidlig. Fortsættelse følger....
Med denne teaser vil jeg slutte og håbe at I stiller ind en anden gang, så jeg kan få lov at berette om livet og oplevelser her i landet med den opgående sol, flotte landskaber og uden venstrehåndede
Knus, smil og de bedste og fleste tanker herfra til jer alle
Jakob