Faren og Sønnen, En søndagsodysse i 3 dele

Del 1
Vi skriver 10. august det herrens år 2008 og faren og sønnen (den ældste, ikke fordi alderen har en betydning andet end for rækkefølgen) har sat hinanden stævne i det nordjyske.
Ideen til mødet er ret simple. Sønnen har ikke været på besøg i lang, lang tid og faren har, mere eller mindre indirekte, antydet at nu er det snart betids. Hvilket sønnen på ingen måder er uenig i. Men anledningen, timingen og formålet skal lige været passende. Det er det så denne søndag midt i august, eller rettere en tredje del inde i august.
Sønnen vil gerne holde ferie og det helst i Løkken, så Vesterhavet kan benyttes, beskues og nydes. Så han arrangerer med faren at de skal besøge den gamle fiskerby.

Nu er der ikke så meget der fiskes i byen længere. På stranden ved molen står der ganske vist 3 fiskerbåde, men ordet står skal tages ret alvorligt. For de står der bare og ligner det de er, fiskekuttere på førtidspension. Om de får statens støtte eller tilskud fra EU kassen er uvist, men der bliver ikke landet mange fisk fra de både. Faktisk foregår det meste fiskeri på byens værtshuse, kroer og diskoteker, hvor de forskellige køn, unge som gamle, fisker efter kærester, one-nights, x’er, tidsfordriv, morskab, fuldskab, galskab eller hvad der nu personligt foretrækkes.
Friske fisk, altså dem fra havet, kan købes ved Super’kvartini’Brugsen fra en dertil indrettet salgsvogn udenfor! Der er ingen fiskebutikker i byen og det er jo egentlig lidt besynderligt med havet lige udenfor døren. Men måske er det bare en afspejling af resten af landet. Fisk er ikke noget vi spiser med mindre det er pakket ind i karry, løg, æg og masser af snaps eller pakket ind i godt lag panering og remoluderlade (ikke at forveksle med en remoladeluder!), eller den moderne japanske version med ris, øl, wasabi og saké!
Fisk eller ej! (frit efter Tommy S) Byen er fin (frit efter Lasse og Mathilde)
Udenom byen er der bygget med en hast der vil få Kurt Thorsen og Jan Bonde til at blegne. Nye ferielejligheder, feriehuse, feriehytter er skudt op over alt. Noget pænt er det blevet til, men der er også et par mindre heldige pist og hist. Men heldigvis er den indre by kerne intakt. Det vil sige nogenlunde sådan som sønnen kan huske den. Der er sket forandringer, men det er gjort med rimelig nænsom hånd og byen er hyglig.

Planen er at mødes hos faren til frokost og så tage rutebil 71 derop. Planen bliver holdt til punkt og prikke og kl. 15:15 står de 2 generationer af rutebilsbussen og ser sig omkring. De bevæger langsomt, observerende gennem byen for at finde hotel Klitbakken, hvor er bestilt værelser. Hotellet er primært valgt, da det er et hotel. De øvrige hoteller er ikke hoteller med værelser, men hoteller med lejligheder. Det vil sige man kan bo en hel familie med indtil flere rum. Og det er ikke hvad der er behov for hos de 2. Nøglerne udleveres på den lokale bodega, hvor de lokale (deraf navnet) fordriver tiden med håndbajere og uveksling af ord, som dækker lige lidt over ligegyldigheder, anekdoter og småvittigheder, som man helt sikker skulle have været der for at synes at de er sjove. Hotellet kunne godt trænge til en kærlig hånd eller 22. Gulvtæppet er fra EGE tæppers første produktionsår og det er muligt at se enkelte af gulvbrædderne i gennem. Sorte rammer på væggene indikerer at der har hængt kunst der, men nu viser rammen bare at væggen har været hvid en gang! Men værelserne fejler ikke noget. Dobbeltseng, skab, bord, stol, lampe, baderen og indtil flere lyse- og stik kontakter der virker. Lige bortset fra af sengen i det ene værelse minder om en hængekøje, men knirker som en gammel hest.
Efter lidt udpakning på hver sit værelse mødes de 2 igen og bevæger sig ud i Løkken og omegn bevæbnet med godt humør, badetøj og masser, masser af ord. Faktisk er det lidt utroligt så mange ord der vil blive udvekslet. Men her skal man huske på at det er første gang at de bare er er de 2 og ingen ægtefæller, kærester, brødre, søstre, børn eller andre personager til at distrahere! Ikke fordi det er uhyggeligt at være sammen med de nævnte, men muligheden for at komme i dybden er stor når man kun er 2!

Her er en opremsning af emnerne:
OL og menneskerettigheder
Sønnen vil boykotte alle udsendelser som sin egen protest aktion, mens faren maner til besindighed og siger at dialog skal fortsættelse og at det ikke er godt at provokere 1.1 mia kinøjser! Siden har sønnen da oss set noget af det, men han forstår stadig ikke hvorfor brydning, dressur og synkron-udspring skulle være interessant hver 4. år, når det ikke er det i den mellemliggende periode (som jo egentligt er olympen!)
Tyrkiet, censur, terror
Egentlig bare en forlængelse af ovennævnte emne, bare et andet land, der oss har sine udfordringer med rettighederne for folk, terror bomber og censur.

Gåturen gik mod Furreby for at se morfar og mormor gamle sommerhus på Bjergbakken 23. Grunden ligner sig selv, men huset er helt nyt. Ikke så hygligt og de nævnte bedsteforældre manglede jo lige som oss.

Efter således at have besigtiget den morfædrende gård er det tid til bad i Vesterhavet. Vandet er lige nøjagtigt så dejligt og friskt som forventet. Blødt, salt, brusende og altomfattende. Fantastisk! Bare man kunne benytte det badekar hver dag!

Så er det kaffetid på Cafe Frandsen på Torvet. Og ordene fylder flittigt igen.
Nye emner:
Den demokratiske union
Faren nævner at der skulle være en union for alle lande, der er et demokrati eller ønsker at være det til erstatning for FN. Sønnen er helt enig. Men hvordan starter man sådan en? Det er vel ikke nok at oprette en gruppe på facebook!

Cyklist, Bilister, Fodgængere, regler og love, og mig og kun mig samfundet
Et meget stort emne som kan koges ned til at samfundet er blevet så mig fokuseret:
JEG må køre lige så hurtigt, som JEG har lyst
JEG kører på fortovet, hvis det passer MIG
JEG behøver ikke smide min pizzabakke i skraldespanden, fordi JEG ikke gider
Faren er en anelse mere konservativ og mener at alle regler skal overholdes, uanset hvad, mens sønnen godt kan acceptere at enkelte regler (som cykling i forgængerfelter) kan brydes. Naturligvis under stor respekt for alle de andre.
Sønnen er også klar til at gøre noget ved. Som for eksempel at vise overskud og smide pizzabakken i skraldespanden som JEG ikke gad gøre. Dette alene for at vise at omverdenen at det kan lade sige gør at opføre sig pænt. Faren er lidt mere tvivlende om det hjælper, men har ikke umiddelbart et bedre alternativ. Det hele skyldes i øvrigt 68 generations opdragelse (eller mangel på sammen) af deres børn!
Efter mange mange ord er det tid lidt mad.

Valget falder på byens fiskerestaurant og det viser sig hurtigt at være en go ide. Fiskesuppen og søtungen er superlækre og bliver indtaget sammen med en øl til den ældre generation, mens den yngre nyder en ½flaske Trimbach fra Alsace (ja ja ok, 2 ½ flasker blev det vist til, men fordi det var hygligt!).
Snakken handlede mest om forholdet til kvinder, forelskelse (og forsvunden forelskelse), skilsmisse og de udfordringer de modsatte køn kan stille os overfor.
Historien om den første skilsmisse, kampen om søsteren, morfaren og faren tur til KBH og Natalie Linds indblanding var ukendt for sønnen. Og lærerigt for samme!
Kl 22.00 er det slut med ord, mad og vin og begge trækker sig tilbage.

Kl 8.00 er faren til morgenmad, mens sønnen lige skal i vandet inden havregrynene. Vandet er om muligt endnu bedre end dagen før og frisk og glad arrivere sønnen til morgenbordet. Der er det nødvendige, uden at det er ekstravagant!
Efter kaffen bytter de værelser, for at undgå hængekøjen. Så er der tid til en ny traver. Denne gang ud af molen med en frisk vind og bølger. Der bliver taget billeder, både portrætter og gruppebilleder. De er vedlagt nederst.
Kl. 10 er rutebil nr 71 klar til afgang med faren indenbords og sønnen stående med det hvide lommetørklæde til afsked efter 22 timer i godt selskab med gode ord, meninger og holdning i baghovedet.

Del 2
Hva skulle sønnen nu lave? Mutter og fatters alene i sin elskede barndomssommerby?
Vejret var ok, så en gåtur langs stranden til Nr. Lyngby var på skemaet og af sted det gik. Godt nok i klipklapper, men hva det var jo bare strandsand under fussene. L.O.C i ørerne og af sted det går. Vejret trækker lidt sammen men først i Nr. Lyngby kommer regnen. Men det er smådråber og sønnen benytter lejligheden til at se på de nedadskræntenstrædne eller på vej den vej huse, kirkegården og den gamle købmand, nu med internet cafe!. Af en eller anden grund vælger sønnen at gå hjem ad vejen i stedet for stranden. Det skulle vise sig at blive fatal beslutning, altså ikke så fatal, men alligevel. Fordi halvvejs kommer regnen og nu er det ikke bare smådråber, men en skylle af Noah’ ard dimensioner. Det væltede ned og det blev ved og ved og nu er paraply, regnfrakke og sydvest eller nordøst ikke en del af standardudstyret, så sønnen blev våd. Våd som i gennemblødt, våd som i vand hvor der burde være tøj, våd som i en uopvræden karklud! Det eneste der var tørt var Iphonen. Og så til det fatale! Klipklapperne blev glatte. Så nu var det enten bare tæer på asfalt eller krampagtigtsammenpresset tæer om klipklapperstroppen. Det er ikke det mest behagelige, men det går. Især godt hjulpet af Dan Turéll i ørene, smil på læben, højt humør og en stigende sult! 3 timer er afgang er der ankomst. Tøj skifte, og her er det at det går op for den unge mand at der kun er medbragt en langærmet trøje og nu er den jo våd. Så udover at købe lidt frokost skal der købes en ny så varmen kan holdes.
Efter frokost og trøjeindkøb og bålsjerindkøb er der retur til hotellet til en lille morfar.
Efter den er vejret klaret op og sønnen sidder 2 time i bar maven på altanen og læser.
Så er det tid til en eftermiddagsøl på torvet og derefter er det fiskerestauranten igen. Det bliver en dejlig aften med tid til eftertanke, creme bruleé, og den fortræffelige hvidvin. Lettere beruset af vinen og livet går sønnen en aftentur på stranden og kan se solen går ned i en sæk, som betyder at den står op i bæk, som betyder at det bliver regn i morgen. Og med denne vejrmeteorologiske erindring går dagen på hæld.

Næste skinner solen og det er tid til morgenbadning, morgenmad og morgenkaffe. Resten af dagen går meget stille mest fordi fusserne er ømme, trætte og ødelagte af gårsdagens gåtur. Under morgenkaffen på torvet kan der høres vendelbomål. Det tøz a in betyder det synes jeg ikke, men det skal man nok næsten være indfødt for at forstå, eller have tilbragt meget lang tid der, som sønnen jo har. Baldret betyder i øvrigt smadret!
En lille gåtur bliver det til. Faktisk en lille opdagelsesrejse. Turen gik til Jomfrubakkerne, som ligger i den sydlige del af byen bag svømmehallen. Det er et klassisk sommerhus område, med de dejligste sommerhuse. Ret lækkert område med go plads om husene, tæt ved byen og kun 200 meter til vandet. Midt på Jomfruens bakker ringer bolighuset og pludselig er sønnen en lækker gyngestol rigere. Her er den:
Således gyngestolberiget og stadig med smil på læberne og ømme fødder er det tilbage til frokost og læsning på hotellet og nu kommer den bæk som sol skulle have stået op i. Eller på dansk det regner og regner.
Efter behørigt læsning, afslapning og sovning er der tid for eftermiddagsøl og middag. Denne gang på byens steak restaurant med en sydAfrikansk rødvin (Boshendal), som var en hel del bedre en bøffen! Efter en tur på stranden og en gonatøl på Frandsen, så er det gonat.
Onsdag og det regner og beslutningen skal tages. Bliver og hænge ud i Løkken eller ringe til faren og hænge ud hos ham og familien. Ret nem beslutning!

Del 3
Med rutebilen ankommer sønnen tilbage til storbyen, hvis man altså kan kalde Lindholm (og med den Nørresundby og Ålborg) for det. Faren og lillebror 3 er hjemme og de leger og snakker og hygger alle 3. Senere kommer lillebror 2 og børnenes mor hjem og der er frokost mere snak og hygge. Meget rart at være ’hjemme’ og kunne få en bid af hverdagen hos familien. Men familie idyllen vare jo ikke evigt og kl. 6 er der hjem til storbyen, hvis man altså kan kalde København for det. Hjemme er godt men familie samværet har været godt. Det er en go familie og på trods af fraværet af nærværet så er det tydeligt at følelser og tænker og ’blodets bånd’ er intakt. Tak.